About ikebana

Hvad er ikebana?

Ikebana er en århundrede gammel japansk blomsterkunst.

Ikebana betyder “at få blomster til at leve”. I et ikebana-arrangement skal man fremme blomsters og grenes naturlige skønhed – så det smukke fremtræder af det enkle.

Ud fra tre grundlinjer, som symboliserer himlen, mennesket og jorden, opbygger man basisarrangementerne, og ud fra disse kan der bygges videre i en moderne såkaldt ’free style’. Udover friske blomster og grene kan man i ’free style’ også bruge tørrede, farvede eller afblegede blomster, grene og rødder og sågar også metal, fjer, papir og plastik. Det er her muligt at udtrykke sig kunstnerisk og vise sit individuelle særpræg.

Ikebana er principielt kunsten og skønheden ved det asymmetriske og ved den rummelige afstand mellem genstandene (blomsterstænglerne eller grenene). Arrangementet skal afspejle harmoni, og derfor har blomsterskålen og vasens form og farve også stor betydning for arrangementet.

Hvornår opstod Ikebana?

Sandheden, om hvornår ikebana opstod, er i virkeligheden lidt dunkel, men en udbredt opfattelse er, at den udspringer fra den buddhistiske praksis med at stille offergaver ved alteret og pynte med blomster. Buddhismen kom til Japan fra Kina i det 6. århundrede. En anden opfattelse er, at ikebana i en tidlig form allerede eksisterede før buddhismen holdt sit indtog i Japan. I shintoismen, der er den oprindelige japanske natur- og folkereligion, bruger man også stedsegrønne planter samt blomster til at påkalde de shintoistiske ’kami’-guder med.

Uanset om den ene opfattelse er mere rigtig end den anden, så er Japans dybe samhørighed med naturen i form af blomster, vilde planter og træer allerede fremtrædende i den tidligste japanske litteratur.

Ikebana som en selvstændig kunstform opstod først i det 15. århundrede, hvor reglerne for ikebana-arrangementerne hang sammen med udviklingen af den traditionelle japanske ’shoin-zukuri’ byggestil. Denne byggestil er karakteriseret ved en niche eller alkove kaldet ’toko-no-ma’, der er specielt beregnet til blomsterarrangementer.

Download vores brochure